Når en cigaret bliver en del af karakteren
Af Andrew Darren Elkins, instruktør på Sunrise for the Blind
I denne personlige beretning beskriver Andrew Darren Elkins universet i Lee Lomas’ Sunrise for the Blind og scenecigaretternes rolle i hans opsætning.
Da vi begyndte at udvikle Lee Lomas’ Sunrise for the Blind, var en af mine vigtigste opgaver at skabe en verden, som publikum kunne genkende fuldt ud. Stykket undersøger et lokalsamfund i det nordlige Manchester, og en stor del af handlingen foregår på en plads, hvor vores karakterer samles, skændes, drikker, ryger og, måske vigtigst af alt, venter på, at noget i deres liv skal forandre sig.
Pladsen blev næsten endnu en karakter i forestillingen. Den var et sted for genkendelighed og tryghed, men i lige så høj grad for stilstand. Et sted, hvor vores karakterer kunne slippe væk fra deres hjemlige forhold uden nogensinde rigtigt at slippe fri af deres omgivelsers begrænsninger.
Cigaretterne havde en bemærkelsesværdigt lignende plads i stykket. De var ikke blot rekvisitter, som skuespillerne tilfældigvis brugte. Rygningen var indlejret i disse karakterers vaner, hvad enten det handlede om at dele en cigaret, udfylde en ubehagelig stilhed eller blot have noget at gøre med hænderne, mens de forsøgte at komme igennem en vanskelig samtale. Der var noget ved gentagelsen af den adfærd, som føltes helt rigtigt i den verden, vi skabte.
En af de udfordringer, vi mødte, var, at spillestedet havde et strengt forbud mod åben ild. Traditionelle teatercigaretter var derfor udelukket, men helt at fjerne rygningen ville have betydet, at vi måtte gå på kompromis med noget, jeg oplevede som grundlæggende i disse karakterers liv.
Her blev Stage Props uvurderlige. Deres scenecigaretter gjorde det muligt at bevare den fysiske adfærd, visuelle autenticitet og atmosfære, som vi havde udviklet gennem prøverne, uden behov for forbrænding eller åben ild. I den forstand tror jeg oprigtigt ikke, at vi kunne have realiseret forestillingen på helt samme måde uden dem.
Som instruktør er jeg særligt optaget af forholdet mellem en skuespiller og de genstande, vedkommende møder. En genstand bør aldrig være der alene, fordi nogen har besluttet, at karakteren skal holde noget. Den skal høre til i scenens omstændigheder og helst blive så fortrolig for skuespilleren, at brugen af den ikke længere er noget, der skal konstrueres bevidst.
Det, jeg satte pris på ved disse cigaretter, var, at de lod skuespillerne udføre genkendelige handlinger uden at gøre handlingerne til forestillingens omdrejningspunkt. Publikum kunne se røgen, genkende handlingen og acceptere den som en del af verdenen. Cigaretterne blev endnu et element i forestillingens sprog frem for noget, der tiltrak sig opmærksomhed.
I en opsætning så bevidst enkel som vores får disse detaljer særlig betydning. Vi var ikke afhængige af en omfattende scenografi for at etablere miljøet. En stor del af det ansvar lå hos skuespillerne, deres relationer og de fysiske handlinger i rummet.
Til sidst begyndte jeg at tænke på cigaretterne på næsten samme måde som på selve pladsen. De var altid til stede, velkendte og vævet ind i disse karakterers liv. Noget tilsyneladende ubetydeligt, som gennem gentagelse og omstændigheder begyndte at fortælle os en hel del om de mennesker, der befolkede denne verden.
